Bregnerødvej 144A • 3460 Birkerød • Tlf: 70 22 11 73 • Email: kursuslex@kursuslex.dk

Dansk miljømærke virker også internationalt

Det dansk udviklede miljømærke Green Key er i dag udbredt til 56 lande og 2.600 turistvirksomheder, der kan signalere, at de tænker på miljø og bæredygtighed, uden at det går ud over gæsternes oplevelse og komfort.

Turismens internationale miljømærke, Green Key, blev etableret i Danmark for over 20 år siden under navnet Den Grønne Nøgle og er nu branchens mest udbredte miljømærke.

 

Det er i dag tildelt 214 danske virksomheder og findes i 56 lande på mere end 2.600 virksomheder over hele verden.

Ordningen blev stiftet i 1994 i et samarbejde mellem Friluftsrådet, Foreningen af Danske Turistchefer, HORESTA og senere Danmarks Turistråd (i dag VisitDenmark).

 

Fællesskabet mellem miljøorganisationer, turismeerhvervet og offentlige institutioner vidner om en pragmatisk og tillidsfuld dansk model.


Det har skabt en unik non-profit miljøcertificering, der har fokus på samarbejde med de involverede virksomheder, og hvor forbedringer sker under hensyn til medlemmernes forretning og forudsætninger.
 
Grøn efterspørgsel
Green Key-mærket er en måde, hvorpå hoteller, restauranter, konferencecentre og andre virksomheder i turismeerhvervet kan gøre sig attraktive over for kunder, der stiller grønne krav i deres indkøb. Det gælder ikke mindst erhvervsturisme, hvor flere og flere såvel private som offentlige virksomheder kræver en grøn profil til deres møder, kurser og konferencer.


Selvom Green Key umiddelbart spiller en større rolle lige nu i storbyer, er der ikke tvivl om, at det vil brede sig til mindre aktører over hele landet på lidt længere sigt.

Det bliver mere og mere vigtigt for både erhvervskunderne og turisterne, at stederne tænker på miljøet og ordentlige arbejdsforhold mm., så man ud over et behageligt ophold og god komfort også har en god samvittighed.

Gode besparelsesmuligheder
Det koster selvfølgelig lidt at investere i energibesparende udstyr og omlægning til økologi osv., men på den lidt længere bane tjener investeringerne sig hjem igen.

 

Med mærket lever virksomhederne op til alle ordningens krav inden for miljø og bæredygtighed.

 

Det betyder også, at der er besparelser for virksomhederne at hente på deres el-, vand- og varmeforbrug. Fra 2017 er der også nye kriterier inden for CSR-området og vedrørende madspild.

Gode fremtidige perspektiver
Green Key er fortsat i vækst. Hvert år kommer nye lande med i familien, og ordningen er blevet global. Green Key har især fat i de europæiske lande, hvor Ungarn og Irland er kommet med i 2017, og hvor ordningen især i Holland, Sverige og Frankrig - udover Danmark - har mange medlemmer. Men også i resten af verden tager Green Key fart med nye lande som f.eks. Mexico, Kenya, Mauritius og Sydkorea.

 

Green Key har vist sit potentiale som et instrument til at fremme virksomhedens miljøledelse og mulighed for at skabe bæredygtige produkter og oplevelser. Gæsten får mulighed for føje en ekstra dimension til sit valg af turistvirksomhed. Den ansatte får en stolthed og arbejdsglæde over at arbejde på en virksomhed, der tager ansvar for sit miljømæssige aftryk. Virksomheden får mulighed får en bedre bundlinje og opnår en markedsføringsfordel. Men den største vinder er og bliver miljøet.

Arbejdet er langt fra færdigt. Miljøtankegangen skal spredes yderligere i branchen til flere virksomhedstyper og flere lande. Til gavn for turismeerhvervet, samfundet - og ikke mindst miljøet.

Af Michael Holt Jensen, leder af sekretariatet for Green Key i Horesta