Bregnerødvej 144A • 3460 Birkerød • Tlf: 70 22 11 73 • Email: kursuslex@kursuslex.dk

Grønne initiativer skal være personlige

Det er ikke længere noget særligt at slukke lyset eller at spare på håndklæderne, når man driver et hotel. Bæredygtighed er i dag en større eller mindre del af de fleste danske hoteller, da det giver god mening og forventes i et samfund som det danske. Derfor bliver danske hoteller også nødt til konstant at nytænke de grønne tiltag, som de vælger, for at opnå unique selling points og konkurrencemæssige fordele.

 

Bæredygtighed skal være personlig

Bæredygtighed må ikke være en standardvare, men skal være personlig og kunne føles af kunden. Danske hoteller skal derfor ‘opfinde’ deres egen ‘opskrift’ og vælge de bæredygtige tiltag, som giver god mening for netop den lokation, hoteltype, kundeprofil eller andet, som karakteriserer hotellet.  

Det viser resultaterne fra et dansk projekt om Grøn Omstilling i hotelbranchen gennemført fra maj 2016 til marts 2017 i et tæt samarbejde mellem HORESTA, Alexandra Instituttet, Aarhus Universitet, Guldsmeden Hotels og Green Solution House i Rønne. Projektet var støttet af Innovationsnetværket for Smart Energi.

Bæredygtig omsorg
Studiet viste også, at bæredygtighed får mere værdi for kunden, når det føles som en bæredygtig omsorg, som hotellet har taget for gæsten, så han/hun ikke behøver tænke over hverken madspild eller vand- og elforbrug under sit ophold. 

 

Ergo må grønne tiltag for alt i verden ikke blive til ‘løftede pegefingre’ eller et hav af skriftlige formaninger, men bør i stedet bestå af initiativer, der øger fornemmelsen af god service og omsorg for gæsten. Det kan være alt fra tænd-og-sluk knapper eller solcelle-opvarmet vand, så gæsten ikke behøver at have dårlig samvittighed over at glemme at slukke lyset eller at tage karbade.

 

Plads til "grønne" og "blå" kunder

Men hotelgæster er også forskellige. Så hvor én gæst gerne vil have alle detaljerne om de 117 grønne initiativer, som hotellet har gennemført, er en anden måske ligeglad og vil helst være fri.

 

Det betyder også, at hotellets kommunikation om bæredygtighed i større omfang skal være noget, som kunden selv tilgår og kan opsøge. 

 

De vigtigste pointer bør naturligvis  anskueliggøres på website, i receptionen eller i en pjece, så gæsterne ved, hvor de kan søge mere viden.

 

Dog skal visse og især mere ‘innovative’, grønne tiltag forklares, da de ellers kan give misforståelser. Som f.eks. hvis hotellet har et anti-madspildsprogram og derfor genanvender daggammelt brød til toast eller müsli. Her kan et fint lille skilt med f.eks. “Yesterday’s bread – great for toast” eller notits i menukortet “Vi elsker mad – ikke madspild” hurtigt forklare hvorfor.
 

Annabeth Aagaard Centerleder, ph.d., lektor
Aarhus Universitet. 

Fortæl om bæredygtighed 
gennem historier 

Studiet viser også, at traditionel skriftlig kommunikation om hotellets grønne indsatsområder via website og pjecer er godt, men at bæredygtig kommunikation gennem personalets historier opleves særligt positivt og personligt. Dette kan måske ses i lyset af det informations-overload, der kendetegner dagens vidensamfundet.

 

Så når folk er på ferie eller konference, vil de hellere underholdes med gode, pudsige og sjove historier om, hvorfor netop den vin, råvare eller det materiale er valgt. 

 

Større loyalitet og arbejdsglæde
En vigtig konklusion fra studiet var, at medarbejderne gennem den større involvering, deltagelse i løsningsforslag og med egne initiativer bliver beriget i deres arbejde.

 

Disse faktorer gav tydeligt større arbejdsglæde og loyalitet blandt både kokke, tjenere, receptionister og rengøringspersonale. 

 

Medarbejderne bliver en del af et fællesskab, som lærer og udvikler sig sammen for at finde og skabe nye og bedre grønne løsninger til gavn for gæsten. Større loyalitet og arbejdsglæde er også lig med færre sygedage og færre opsigelser, og det kan måles på bundlinjen. 
 

Marie Rørdam Fenger, Digital Innovation Specialist.

Trine Plambech, Alexandra Instituttet.

Af Annabeth Aaagard, Marie Rørdam Fenger og Trine Plambech